Øresundsmesterskaberne 2022 - Aflyst pga. manglende tilslutning
Vi gentager succesen fra 2021 - men håber på lidt mere vind)
Der er tale om et trim-stævne, hvor alle kan deltage uanset deres kapsejladserfaring.
Konceptet er, at vi skal have det sjovt, og vi skal se, om vi kan pine noget fart ud af bådene. Vi sejler fire starter på en op-ned bane, og vi sejler for at vinde, men der skal være plads til mindre erfarne besætninger, der gerne vil i gang med kapsejlads.
Jeg håber på igen at kunne få en prof sejler eller sejlmager til at deltage som coach til stævnet, så vi kan træne lidt starter og får nogle trick til fart og højde.
Det er vigtigt, at det er sjovt at sejle, og det er meget sjovere, hvis vi er mange både på vandet. Derfor vil jeg også koordinere en gastebørs, så du kan søge gaster til din båd, hvis du mangel det. På samme måde kan gaster også søge båd.
Alle Scan-kapper kan deltage, også selv om de ikke ligger i Øresund, men hvis det er tilfældet, så kan man kun vinde en trøstepræmie. Hovedpræmien går til en Øresundsbåd.
Efter sejladsen mødes vi på havnen, hvor der vil blive tændt op i grillen, så vi kan få en pølse og en moleøl og dele erfaringer fra dagens sejladser. Der vil også være plads til (sø)røverhistorier og socialt samvær.
Stævnet afholdes af Tårbæk Sejlklub søndag den 12. juni.
Tilmelding sker til undertegnede ved indbetaling af 200kr på MobilePay til 2531 1682. Skriv sejlnummer og navnet på skipper på betalingen.
Med sejlerhilsen
Simon Svenstrup
Mob:2531 1682
DEN 82, Zenobia