Scan-kappens historie.
Scan-kap 99 har eksisteret som aktiv klassebåd siden 01-12-83 . Båden er konstrueret af Jan Torben Larsen. Den blev produceret af Hanbjerg Møbelfabrik fra 1977 til 1992, hvor Tage Thomsen i Struer overtog produktionen. Nr. 125 er den sidste båd fra Handbjerg. Så vidt vides er Nr.13 og Nr.113 sprunget over.
Fra 1996 er Kerteminde Yachtværft producent frem til 2010. Kerteminde Yachtværft producerede bådene Nr.126 til Nr. 150.
I 2017 blev formene, der er ejet af Scan-kap 99 klubben, overført til Dragør Bådværft, der endnu ikke har bygget en ny båd, men kan bistå med reparationer og delproduktioner af eks. ror.
10 m sejlerglæde - Af Jesper Friis.
Engang i midten af halvfjerdserne opstod der en forunderlig stemning på tegnestuen på Helsingør skibsværft. Et par af de unge håbefulde skibsingeniører var blevet besat af tanken om at designe den ultimative 10-meter. Det var på det tidspunkt blevet en type der var i hastig fremmarch, efter at man i nogen år havde set Molich X-meteren og Ylva'en sejle masser af sejre hjem til trods for deres ret høje Skandikap mål.
På Sjælland Rundt var det Peter Holm i Styrbjørn, Jan Ebers i Maja og især Steen Kjølhede i diverse Ylva’er, der havde tiltrukket sig opmærksomhed, og det satte gang i de lange slanke både igen efter, at de “målerigtige” buttede og til tider grimme IOR både havde domineret pressens bevågenhed i en årrække.
Jeg sejlede dengang fast sammen med Jan Larsen i hans Drabant 24 og var derfor vidne til fødslen af Scankap 99’eren. Jan var på det tidspunkt ansat på Helsingør Skibsværft, og vi havde rig lejlighed til at tale om projektet. På samme tid var også Arne Borghejn ansat på værftet, og han havde minsandten også et lignende projekt i gang - OL 33’en. Arne vidste, at jeg vidste en del om Jans projekt da jeg sejlede med ham, og han udfrittede mig derfor om Jan’s hemmeligheder. Omvendt vidste Jan også at jeg havde et udmærket forhold til Arne, så jeg blev et magisk midtpunkt i hele denne hemmelighedsfulde udveksling af “fiduser”. Det skal lige nævnes, at begge de to konkurrerende “designere” helt bevidst udstyrede mig med “modificerede” detaljer for at forvirre hinanden, men det hele foregik i en relativt uskyldig atmosfære.
For at det ikke skulle være nok, så var Anders Børresen også i gang med BB 10-meteren. Han var også besat af drømmen om den ultimative 10-meter.
Jan, Jeff Martinussen og jeg skulle Sjælland rundt det år (1976 må det have været). Det skulle foregå i Jan’s Drabant 24, og vi stod og manglede en gast i sidste øjeblik. Men på en tur rundt i Helsingør var Jan så heldig at rende på Anders, der endnu ikke havde besluttet sig for om han skulle sejle med rundt eller tage hjem til Vejle. Det endte med at Anders tog med os, og så var der lagt op til mere end blot intens kapsejlads. Jeff og jeg lagde øre til diskussioner om den ideelle 10-meter i samfulde 36 timer vi var ombord. Anders mente, at Scankappen nok blev en kæmpe Drabant 24, mens Jan ikke var i tvivl om at BB 10-meteren blot var en kæmpe Etchell. (Anders havde en Etchell 22 som vist var den eneste der fandtes i Danmark på det tidspunkt, og som han var meget begejstret for).
Aphroditen var der ikke rigtig nogen der bekymrede sig om, selv om den solgte forrygende godt - meget bedre end den sejlede!!!!
Det var med stor spænding at Jan tog til Hanbjerg Møbelfabrik i Struer for at se Scankap D-1 blive søsat, men hans forventninger blev indfriet til fulde.
Scankappen er i dag den eneste af de førnævnte 10-meter klasser der er i stadig fremgang, og det skyldes ikke mindst at den er så alsidig og samtidig velsejlende som den er. Scankap klubben har også gjort sit til at den holder sig evig ung.
Det kan også nævnes at Scankappen nogle år senere fik en yngre søster i Canada der bygges hos Abbott under navnet Abbott 33. Jeg har set den når jeg har været i Toronto for at sejle kapsejlads og det er et smukt syn. Den er ret populær og er kendt for at være utroligt velsejlende.
Jesper Friis.